Lejrskole

På Forældreskolen er der i uge 37 tradition for, at de fire 8.klasser tager til Tønder på lejrskole. Turen byder på et hav af historiske og kulturelle oplevelser i Sønderjylland og Nordtyskland. Samtidig er det en unik mulighed for eleverne for at være sammen med hinanden på tværs af klasserne og knytte nye venskaber.

Som optakt til turen udarbejder hver klasse faglige oplæg om de steder og seværdigheder, som skal besøges i løbet af lejrskolen. Hver elev afholder sit oplæg umiddelbart ved ankomsten til den givne seværdighed. 

Oplevelserne fra lejrskolen får mulighed for at bundfælde sig ekstra, når eleverne i ugerne efter turen i tekst og billeder skal producere den såkaldte Tønderrapport - en dagbog over oplevelserne fra lejrskolen.